Vi besluttede at købe billetter til New Zealand i god tid – hvilket så endte med at blive i februar, hvor vi skulle rejse i december samme år.
Efter at have surfet på nettet og trasket rundt til rejsebureauerne i Nyhavn, endte det med at vi købte billetterne via MyPlanet, som har specialiseret sig i rejser til New Zealand, Australien, Canada og USA.
Prisen blev 22.211 for 2 personer (2006 priser), inklusiv diverse afgifter, afbestillingsforsikring, bagageforsikring og 1 års obligatorisk medlemskab af MyPlanet. Vi indbetalte det fulde beløb meget hurtigt efter aftalen var indgået og følte os en kende skidt tilpas ved at MyPlanet sad med alle vores penge i så lang tid inden afrejsen. Hvis vi skal afsted med rejsebureauet igen, tror jeg, vi forsøger at få en anden ordning;-)
Rejsen gik med SAS og Air New Zealand med flg. rute (ca. 30 timer hver vej).
Udrejse: København – Tokyo – Auckland
Hjemrejse: Auckland – Hong Kong – London – København
Fordelen ved at købe billetter gennem et rejsebureau frem for at bestille og købe billetter på internettet var, at det i februar ikke var muligt at booke billetterne via nettet endnu samt at ændringer i billetter og afgangstider gik meget smertefrit. Men ellers tror jeg nok, man bare skulle hoppe ud i det og booke i vildskab;-)